Stædig, men bestemt ikke dum og doven!

Jeg tror ikke på at det at være ordblind, betyder man passer ned i en bestemt kasse, og derfor skal lære ting på kun én bestemt måde, men at det betyder at der er behov for også en anden form for støtte.

Det var bestemt ikke godt for mit selvværd at hører fra voksne autoriteter at jeg var dum og doven, mens jeg stadig var et barn, men jeg havde heldigvis en stædighed til at vise dem det ikke var sandt. Samtidig var det at få af vide fra forældre at jeg bare skulle forsætte uanset hvad, nok en af de ting der gjorde jeg blev ved.

Jeg har altid haft store drømme og ambitioner for hvad jeg ville blive til som voksen (og ja det har jeg faktisk stadig), og vidste at hvis jeg havde en udfordring der kunne blive min forhindring til at opnå de drømme, var jeg nød til at lærer at arbejde med det. Jeg har stadig idag fejl, og jeg bliver sikkert aldrig helt fejlfri, men jeg vil stadig forsøge at blive bedre.

Engelsk er stadig en udfordring, men jeg føler mig ikke begrænset, og jeg klare mig fint i det, vært fald nok til at få 12 i min engelske bachelor rapport (og ja, jeg er stolt!). Sjovt nok har jeg altid haft en idé om at når man nu kom ud i det virkelige liv, ude på arbejdsmarkedet, så ville der være en forventning om at alt man lavede skriftligt ville være fejlfrit.

Det er det måske indirekte nogen steder, men jeg har også erfaret at uanset hvor dygtige folk er til at formulere sig og skrive, får de stadig andre til at tjekke det igennem, trods alt kan et enkelt årstal som er skrevet forkert grundet trykfejl, have meget betydning for en rapport.

Af samme grund fik jeg også min rapport rettet igennem af min forlovede, fordi jeg som andre ved, at med vigtige rapporter er det altid en god idé at få andre til at læse dem igennem.

Mit ordblindhed skal aldrig få lov at begrænse mig

Når jeg møder nye mennesker jeg skal arbejde sammen med, siger alt indeni mig at jeg ikke skal fortælle dem at jeg er ordblind. Jeg lærte trods alt at ordblinde mennesker er dumme og dovne, så hvor hører de dog til på en arbejdsplads?

Jeg kan mærke en følelse af at folk ikke vil give mig det samme ansvar, de samme udfordringer, hvis de ved jeg er ordblind… Heldigt kan jeg kun sige, at alle jeg har fortalt det til, faktisk har reageret meget antikdramatisk. Folk har blot udtrykt at de var glad for jeg har sagt det, og derefter har jeg på ingen måde følt at jeg er blevet behandlet som jeg selv frygter. Jeg tror ikke på min egen frygt har meget med den virkelige verden at gøre, men blot er blevet bygget op igennem årende fra hvordan jeg oplevede det i skolen.

Jeg er stadig utrolig utilpas hvis jeg skal skrive på en tavle eller whiteboard, for her ved jeg at jeg laver fejl der er til offentligt skue. Når jeg skriver langsomt (hvilket jeg gør på whiteboard, sammenlignet med computer) er det svært at bruge de teknikker jeg har, og er jeg foran fremmede, bliver jeg stadig ramt af følelsen for at være “dum og doven”.

Jeg har svært ved at tro på nogen inderligt sidder og tænker den slags, men det er en følelse der rammer mig hver gang i de situationen, uanset alder. De øjeblikke hvor jeg gerne vil føle mig professionel og sikker, går mit ordblindhed ind og blander sig, på trods af de ting intet bør have med hinanden at gøre.

Jeg kan have ret i hvert eneste ord jeg siger, endda være den mest kvalificeret i rummet til at udtale mig om noget, og samtidig stave forfærdenligt så alle kan se det. Men de ting har i realiteten intet med hinanden at gøre.

Jeg føler det tager noget af min autoritet og faglighed fra mig når mit ordblindhed skal vises frem, men jeg gør det alligevel, fordi jeg ikke vil lade det begrænse mig! Selvom det giver mig udfordringer, så har det også givet mig masser af ihærdigehed og vedholdenhed.

Evnen til at lærer selv var et must, for at ikke at lade ordblindhed være en begrænsning. Jeg havde klare drømme om både uddannelser og job, og selvom det stadig er noget jeg er nød til at arbejde på, så skal det aldrig få lov at begrænse mig.

Hvis du begrænser mig, stopper du min udvikling

Så hvad kan du der læser dette bruge det til. Jamen til dig som er ordblind, vil jeg give dette råd. Vær ikke bange for at fortælle det, og tag gerne imod hjælp til at kikke det skriftlige materiale igennem. At folk retter på ens skriftlige arbejde, bør aldrig få lov at tage noget fra din professionelle autoritet, og derfor mød det altid med et “tak for hjælpen”. Det er nemmere for alle på den måde.

Til dig som ikke er ordblind, vil jeg andbefale bare at give plads til folk der har denne udfordring. Anerkend at der er en udfordring der skal tages med i arbejdet, men lad det aldrig begrænse de opgaver du tilgiver personen. I det øjeblik ordblinde bliver begrænset i opgaver, tvinges vores udvikling også til at stoppe.

Det var gennem udfordringer og fejl at jeg blev bedre, ikke ved særlige hensyn. Det er ikke nødvendigvis det rigtige at gøre for alle, men jeg selv ønsker at blive bedre uden for min comfortzone. Ordblinde har en anderledes udfordring, men det har ingen betydning for øvrige kvalifikationer. Det må du være enige eller uenig i, men jeg ved hvor meget jeg både fagligt og personligt kan tilbyde andre, uanset om jeg også har en anden udfordring.

Jeg tror på udfordringer kan gøre mennesker stærkere, særligt hvis vi også får den mentale støtte til at klare det. Med den tanke, så må jeg sige at det at være ordblind har gjort mig stærk på mange andre områder. Jeg værdsætter min egen ihærdighed og vilje, hvilket min ordblindhed på mange måder har været med til at give mig. Jeg er ordblind, jeg er også dygtig til i mit fagområde, men jeg er ikke begrænset.

Læs første [1/3] del af Nannas indlæg her – Professionel og ordblind

Læs anden del [2/3] af Nannas indlæg her – Kan man være ordblind, hvis man er intelligent?