Ordblindhed skal ikke begrænse dig!

Professionel og ordblind

Denne personlige artikel, er skrevet til dig som er ordblind, til dig som kender en ordblind, til dig som har en ordblind ansat, til dig som er forældre til en ordblind, og ikke mindst også til dig som ønsker at lærer at forstå et mennesker som er ordblind.

Hvis det er dig, så tag dig god tid til denne artikel, da den er skrevet ud fra personlige erfaring og oplevelser, og ikke en videnskabelig rapport som kan sættes op i tal og statistikker. Dette er personligt, det er virkeligt, men det er også med et professionelt perspektiv.

Jeg vidste det, selvom verden ikke gjorde

Jeg har altid vidst jeg var ordblind, ganske simpelt fordi min mor opdagede det tidligt. Min mor er selv meget stærkt ordblind og har været klar over dette længe, så det var ikke svært for hende at genkende mine udfordringer med at lærer at skrive og læse i skolen.

Jeg er opvokset med viden om jeg havde en udfordring som andre ikke havde, og jeg var nød til at lærer at håndtere det. Det var dog lettere sagt end gjort… Jeg kunne desværre ikke få den faglige støtte og hjælp fra min mor (mine forældre var skilt, så jeg så kun min far hver 2. weekend), men hun kunne derimod give mig en anden støtte.

Uanset hvor meget jeg sagde det var svært, hvor træls det var, så var hendes svar altid “bare skriv… skriv alligevel”. Endnu engang kan man jo sige, at det var lettere sagt en gjort. Men det gjorde jeg. Jeg fik ingen anerkendende ord eller karakterer fra lærer gennem folkeskolen, kun en mor der fortalte mig at jeg skulle blive ved alligevel.

I min folkeskoletid har jeg flere gange oplevet lærer der kaldte mig både dum og doven, fordi de mente jeg ikke gad at tage det alvorligt. Det sagde de til eleven, som glædeligt afleverede 5 siders stil i 6. klasse, og gjorde det igen hver gang der var muligheden for at skrive og fortælle.

Ordblind - Ikke dum og doven

Hvad der her er vigtigt også at nævne var, at på papir var jeg ikke ordblind. Jeg tog nemlig testen 3 gange i løbet af folkeskolen (første gang må have været i 4. klasse) og resultatet var altid det samme. De mente jeg ikke var ordblind.De ord jeg blev bedt om at stave (uanset klassetrin) var ord som “mor”, “kan”, “hest”, “lille”, og eftersom jeg kunne dette, bestod jeg testen som ikke at være ordblind. Derfor var jeg dum og doven.

På mange måder er det også nemmere for både skolen og lærer hvis elever ikke er ordblinde, blandt andet fordi der så ikke er nogen grund til at tilbyde særlig støtte. Så istedet for at få hjælp, var det ihærdigehed der måtte være mit drivkraft for at lærer at skrive og læse.

Lysten til at skrive og fortælle

På trods af den modstand jeg mødte i skolen, blev jeg faktisk glad for at skrive. Læse har altid været en udfordring, og mit tempo er den dag i dag langsommere end andre jeg burde være jævnbyrdig med, men at skrive er noget jeg virkelig elsker.

Af ren lyst endte jeg i 7. klasse med at skrive 75 A4 sider i word om et eventyr jeg havde i hovedet. Lysten til at skrive historien færdig forsvandt dog desværre da nogen pointerede hvor ulæselig det var grundet grammatikken og stavefej.

Sjovt nok var lysten for at sidde og rette mine egne mange fejl på ingen måde tilstede, som min lyst til at skrive. Lysten er jeg sikker på kom fra at have forældre som mentalt gerne ville støtte mig, uanset om de egentlig kunne hjælpe mig med mit problem eller ej.

Samtidig har jeg altid været glad for historier, eventyr, og fortællinger mellem mennesker, og derfor altid elsket film hvor mit ordblindhed ikke var et problem. Så at fortælle mine egne historier, gjorde mig glad, og motiverede mig til at skrive.

Det må være noget galt, med folk som ikke kan stave…

Min mor var på mange måder en inspiration for hvordan jeg valgte at håndtere min ordblindhed, for i hende kunne jeg trods alt se hvordan det var som voksen at være stærkt ordblind. Jeg fik et klart indtryk både fra lærer og samfund, at folk der ikke kunne stave blev opfattet som dumme… Hvis man ikke kan noget så “simpelt” som at stave, så må der jo være noget galt… Det var den klare overbevisning jeg voksede op med, og med drømme om enten at blive advokat eller psykolog, kunne jeg nemt se mit ordblindhed som en begrænsning for jobs når jeg blev voksen.

Selv hvis nogen ikke tænkte “dum” om folk der staver dårligt, ville en ordblind jo stadig skulle have alt sit skrevende arbejde rettet efter af en anden, altså kræve mere tid og derved flere penge. Dette var en logik jeg fint forstod i en ung alder, og besluttede mig for at jeg ikke ville sorteres fra kun på grund af det.

Skrevet af Nanna K. S. og er første ud af tre indlæg.

Læs anden [2/3] del af Nannas indlæg her – Kan man være ordblind, hvis man er intelligent?

Læs tredje [3/3] del af Nannas indlæg her – Stædig, men bestemt ikke dum og doven!

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *