klassekammerater ordblind

Da jeg gik i folkeskole, var der ikke den samme fokus på ordblindhed som der er i dag. Jeg fik tit den følelse af at være dum, ubegavet fordi jeg ikke kunne det samme som mine klassekammerater.

Husker også at der nogle gange var nogen af mine lære der gjorde meget ud af at fortælle mig at jeg ikke var som de andre, at jeg var dummere.  At jeg nok ikke skulle forvente mig at få mig en videre gående uddannelse.  Jeg skulle nok kun satse på at lave noget, hvor jeg skulle bruge mine hænder, være praktisk. Der var en af mine lære der en gang sagde til mig at jeg skulle være heldig hvis jeg overhoved fik mig en uddannelse.

Min skolegang igennem der lærte jeg mig strategier, for at overleve, rent bogligt. Jeg kan huske at jeg var god til at placere mig i et rum, så det ikke var mig der skulle læse op for hinanden, når vi skulle sidde og læse højt.

Ordblind - Ikke dum og doven

Det var dog et minus når det med faste pladser blev indført, og jeg krummede tær hver eneste gang det blev min tur, for jeg vidste bare at jeg ville fejle, og der ville lyde et suk ud i gemmen rummet. Og hørte tit de der små kommentar, kom nu, vi kan ikke bruge al den tid på dig, det er jo bare nemt dette.

Det er nogen ord, oplevelser der sidder fast i en, noget man aldrig slipper. Jeg havde ikke meget tiltro til mig selv, som et ungt menneske. Jeg gik ud af skolen med den forventning at vis jeg overhovedet fik et job, så var jeg heldig.

Jeg brugte meget af min ungdom til at flakke rundt og prøve forskellige ting. Jeg startede på grundforløb som grafikker, da jeg troede det handlede om at være praktisk, og måske jeg var heldig at jeg ikke skulle være boglig, men der tog jeg fejl. Der var meget at læse og skrive. Så tog jeg den frie ungdomsuddannelse. Derefter tog jeg grundforløbet på kokkeskolen, for det handlede da i den grad om at kunne bruge sine hænder og ikke læse og skrive så meget. Jeg tog aldrig svendeprøven, men arbejdet en del år som ufaglært kok, og var utroligt glad for det.

testede for ordblindhed

Der var jeg 18 år, da jeg valgte at blive testede for ordblindhed, og der fik jeg også at vide at jeg var ordblind. Så jeg var ikke dum, men rent faktisk ordblind, det gav mig en eller anden form for lettelse. Jeg ved at min mor, kæmpede meget i min skoletid, på at få skolen, til at finde ud af at jeg var ordblind og ikke bare var dum, eller mindre begavet end andre. Det var også en hård kamp for hende.

Min mor havde altid støttede op omkring det jeg gjorde, hvor på at mig og min far nok havde et lidt andet forhold. Jeg ved min far elskede mig, men vores forhold var lidt anstrengt. Jeg indrømmer også at jeg var heller ikke den nemmeste unge pige, jeg har udsat mine forældre for meget.

Men jeg skulle pludseligt være mor ikke noget der var planlagt, og skulle være helt alene mor. Min mor bakkede mig helt op, men det var lidt anderledes med min far, jeg kan huske en kommentar han kom med, åh nej, nu må du hellere passe på at du ikke bare ender på kontanthjælp, og aldrig kommer videre i dit liv, du har jo ingen uddannelse, og du er jo ikke så boglig dygtig at det bare bliver svært for dig at få en uddannelse. Det var de små kommentarer der tog mig direkte tilbage til skolen, min skoletid. Hvor jeg konstant skulle høre på hvor dum jeg var, og jeg aldrig blev til noget.

Men det var også her, at det gik op for mig, at nu skulle jeg prøve, prøve at få mig en uddannelse. Jeg skulle kæmpe, og jeg skulle vise dem alle at jeg godt kunne. Jeg skulle bevise at jeg ikke bare var dum. Jeg gik i gang med en HF, enkle fag på VUC, med henblik på at søge ind på sygeplejerskeuddannelsen.

livet med ordblindhed

Kom ind på Sygeplejestudiet

Jeg afsluttede en HF, og afsluttede faktisk med et rimeligt godt gennemsnit. Jeg kom ind på Sygeplejerske studiet. Husker at jeg var oppe og besøge min far, og skulle fortælle ham at jeg var kommet ind på sygeplejerskeuddannelsen, jeg stod der og var rigtig stolt, af mig selv.

Havde klaret en HF, og endda ret godt. Men han kom med nogle papir på uddannelse som kantine assistent. Og sagde at det burde jeg overveje i stedet for at gå i gang med en uddannelse som jeg nok ikke af lige vel kunne klare. Om jeg overhoved havde gennemtænkt det.

Men jeg gik i gang med uddannelsen som sygeplejerske, og gennemført også. Kom ud som sygeplejerske og fik arbejde med det samme. Jeg arbejde som sygeplejerske på et sengeafsnit i 5 år. Men for 1,5 år siden, der havde jeg det sådan at jeg ville mere.

Prøve noget nyt

Jeg skulle noget andet som sygeplejerske, end at arbejde på et hospital. Jeg elskede at have med elever og studerende at gøre, og var også god til det, god til at undervise og lære fra mig. Jeg gjorde noget vildt, jeg sagde mit stabile arbejde op, og tog chancen for at finde noget andet.

Jeg vidste bare jeg skulle noget andet, ikke hvad men bare at der var noget for mig der ude. Gik arbejdsløs i 8 mdr. og til sidste fandt jeg et helt fantastik arbejde som sundhedsfaglig visitator. Og fra den ene dag til den anden, der fik jeg pludselig muligheden for at undervise, og ved siden af min faste stilling er jeg ekstern underviser.

Jeg står nu her, og har en skøn karriere, og kan kigge tilbage og ja jeg kunne. Men jeg har også acceptere at jeg er ordblind, så det er noget jeg har taget til mig. Noget jeg arbejder med hver eneste dag.

Jeg ved i forhold til mine arbejde at der er ting der er svære for mig, og der er også ting i daglig dagen der er svære for mig. Det kan være noget som at når jeg er i store selskaber, og mange snakker så kan det nogen gange være svært for mig, at få helhed i alt hvad folk siger.

For nogen gange skal tingen ind og vende hos mig lidt flere gange før jeg helt forstår det. Så hvis tingen går lidt for hurtigt så mister jeg noget af den information, eller det folk siger. Før i tiden, der tænkte folk, gud hvor er hun dum, og naiv. Men nu som voksen menneske der er jeg bevidste om det, og ved hvordan jeg kan tackle det.

Ordblindhed og styrke

Ida er ordblind

For mig har min ordblindhed gjort mig stærkere, og mere bevidste omkring mig selv, hvad jeg kan og ikke kan. Hvilke redskaber jeg kan bruge, og jeg er ikke bange længere for det uvisse og det at stå i vanskelige situationer.

Jeg er blevet en stærk person, en der har driv kraft, og en der er rigtig dygtig til sit job. Der er bare en person, jeg ville ønske kunne se, hvor langt jeg er nået i mit liv, og det er min far. Min far nåede desværre ikke at se mig, blive sygeplejerske. Hans liv blev forkort, ville ønske at han så sin datter få succes.

Men man skal vide at ordblind, ikke altid kun påvirker end på det skriftlige/læse, men at det også er noget der påvirker en i daglig dagen. Det er noget man kan lære og leve med, og lære sig selv, og gøre brug af redskaber der kan hjælpe en. Man kan godt selv om man er ordblind, man skal ikke være bange for at sætte mål, og gå efter dem.

Skrevet af Ida M.

2 replies
  1. Stine willumsen
    Stine willumsen says:

    Sejt, meget rørende og rammende historie. Jeg er selv ordblind, social og sundheds Ass. Og mor til to ordblinde poder.
    Genkender alt for godt meget af din historie.
    God vind fremover og tak for dejligt indlæg.
    Hilsen stine

    Svar
  2. Inge Merethe Røpke
    Inge Merethe Røpke says:

    Godt kæmpet.
    Det fortæller bare, at vi er alt for fokuserede på at ensrette individerne, så den enkelte og hendes potentiale ikke bliver synligt. Og fordommene hersker og myterne vinder desværre for ofte over fakta: man er IKKE dårligere begavet, fordi man er ordblind – og der kommer flere og flere medier og metoder, som kan støtte den ordblinde i læsning og skrivning – men der savnes anerkendelse på alle niveauer.

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *