Erkendelse af ordblindhed

Fredag den 25 marts var jeg til fødselsdag.  Jeg sad sammen med et ægtepar, som jeg har kendt i mange år, igennem mine befsteforældre. De spurgte ind til mit studie mv. Jeg forklare hvor langt jeg har igen og at jeg stadig er glad for mit studie.
Vi kom til at tale om mine fremtidige jobmuligheder, når jeg er færdiguddannet. Jeg fortalte om mine planer/ drømme, hvorefter jeg fortalte at jeg har ordblindhed og derved også ønsker at arbejde med det i min fritid, på et eller andet plan.

Dette ægtepar fortalte derefter om deres barnebarn, som  fornyeligt har fået at vide han har ordblindhed. Vi talte lidt frem og tilbage om ordblindhed, som også kaldes dysleksi. Samtalen ledte hen til dengang jeg fik at vide at jeg havde ordblindhed. Jeg fortalte at jeg fik tildelt en it-rygsæk, hvor jeg dog måtte erkende at det tog mig lidt tid før jeg begyndte at at bruge min it-rygsæk for alvor.

De spurgte mig hvorfor jeg ikke brugte den fra starten af? Dette var jo et godt spørgsmål, hvorefter jeg måtte fortælle dem, at det tog mig lidt tid at bearbejde jeg havde ordblindhed.

Selvfølge var jeg glad den dag jeg fik at vide jeg ikke var dum, jeg havde “bare” ordblindhed. Det var også bare underligt at ligepludselig vide hvorfor jeg har sværere ved tingene end så mange andre, men samtidig en lettelse.

Den store nyhed

Kort sagt havde jeg som person brug for tid til at bearbejde den store nyhed. Derefter fandt jeg så ud af at jeg måtte erkende jeg havde ordblindhed og sådan var det. Jeg måtte erkende at hvis jeg skulle lære at bruge disse hjælpemidler, så måtte jeg først acceptere jeg havde ordblindhed. Derved måtte jeg også acceptere at jeg skulle bruge tid på at lære mine it-programmer at kende godt, for at kunne drage nytte af dem.

I dag når jeg kigger tilbage på 1. G, hvor jeg fik at vide jeg havde ordblindhed, der syntes jeg det virkede lidt underligt. Der gik alligevel nogle måneder før jeg rigtigt havde fået gang i programmerne. Godt nok tog det mig lidt tid før jeg begyndte at sætte mig rigtigt ind i programmerne. Dette er jeg dog rigtig glad for i dag at jeg gjorde, da det er mig til stor gavn. I dag anvender jeg mine programmer utroligt meget.

Tog noget tid

Alt i alt må jeg konkludere, at det tog mig et par måneder før jeg ville accepetere og erkende jeg havde ordblindhed. Denne tid, hvor jeg lige skulle finde mig selv, den har dog også gjort at jeg følte mig klar til at lære at arbejde med min ordblindhed og derved også følte mig klar til at prøve at forstå mine it-programmer. Derfor er jeg i dag glad for at jeg tog mig den tid jeg havde brug for, før jeg hoppede ud i it-rygsækken.

Jeg tænker tit, at hvis jeg havde hoppet ud i det med det samme, så havde jeg måske givet op før jeg kom til at forstå mine programmer.

Jeg håber I alle sammen får en god påske ! :)

-Stephanie