Når folk håner ordblinde, der blander sig i skriftlige debatter
Forleden gennemlæste jeg en debattråd på Facebook. På et tidspunkt er der en mand, som tydeligvis ikke har det godt med det skrevne ord, der blander sig i kommentarsporet. Der var på ingen måde tale om sjusk i hans formuleringer, men om decideret ordblindhed. Alligevel var der ingen tvivl om, hvad hans budskab var, og det var på ingen måde kontroversielt.
Efter at manden har har ytret sig, udvikler det sig til rendyrket mobning i de efterfølgende kommentarer. Pludselig går det fra at være en debat om flygtningekrisen til at være ren tilsvining af den ordblindes sproglige formåen. Der bliver af en person sat lighedstegn mellem mandens intelligens og hans evne til at stave, mens en anden beder ham om at smutte tilbage i 2. klasse og en tredje spørger, om han selv er flygning, (her bemærker vi lige alle sammen det manglende t) siden han skriver så dårligt dansk.
Det, der chokkerede mig mest, var, at hende, der hånede hårdest, var en veluddannet akademiker. Ikke at det havde været mere okay, hvis det havde været en fra socialklasse 5, men så havde det måske ikke overrasket mig i samme grad.
En dårlig oplevelse kan gøre at en ordblind holder sig væk fra at skrive sin mening!
Jeg blev simpelthen så ked af det og arrig på den ordblinde mands vegne. Jeg håber næsten ikke, at han formåede at stave sig igennem alt det lort, han fik smidt i hovedet, for jeg kan kun forestille mig, hvordan det må være at sidde der bag skærmen og blive slået med ord, når man ikke har en ærlig chance for at slå igen med samme våben.
Jeg synes det er fair nok at blive irriteret på journalister, dansklærere og andre, der bestrider fag, hvor det danske sprog må forventes at være en spidskompetence, når de ikke har styr på nutids-r eller hvornår man skriver ligge frem for lægge.
Det er sgu ikke i orden at svine folk til, fordi de laver en stavefejl, og det er SLET ikke i orden at voksenmobbe en ordblind mand, der har samlet mod til at ytre sig på Facebook (Der findes mange hjælpemidler, prøv at besøg Ordtavlen). Her vil jeg gerne påpege, at det er en skærpende omstændighed, når man selv laver stavefejl i sine tilsvininger. Folk der synker så lavt burde hjemsøges af klovne hver eneste nat og dømmes til forvaring på en Takt og Tone-skole på ubestemt tid.
Og hermed skal jeg indlade sagen.
Indlægget er skrevet af Mette, der blogger på Leckileaks.dk
Medlem af Danske Forlag
Jeg er administrator i en sproggruppe på facebook med over 30.000 medlemmer. Vi har både dårligt stavende medlemmer og vi får mange opslag, der “udstiller?” meget dårlige sprogbrugere, som måske/måske ikke er ordblinde. Vi joker med fejlene, hvilket støder nogen så meget, at de melder sig ud af gruppen, og andre har holdningen: der jokes om alt – også ordblindhed.
Nogle ordblinde griner med og siger: man får hår på brystet af at kunne grine af sig selv.
Andre, vil jeg tro, bliver kede af det, og forlader gruppen uden vi nogensinde opdager det.
Men de fleste af dem, der ikke synes, at det er ok at joke med dårlige stavere og ordblinde, er folk der selv staver okay, men som føler, at de skal beskytte og forsvare de dårlige stavere.
Som administrator er det svært at finde en grænse for, hvornår noget er FOR dårligt stavet til at blive lagt op i gruppen, så derfor tillader jeg alle opslag. Jeg beder de, der ikke bryder sig om disse opslag om blot at ignorere opslaget, og så kan de, der har en humor, der får dem til at le af disse meget dårligt stavede opslag, le sammen med ligesindede (og udstille sig selv?).
Jeg kan se, at du, Jesper Sehested Jensen, har lavet et blogindlæg med ordblindevittigheder. Du er selv ordblind, og så er det måske mere acceptabelt, at du joker om det, end når en ikke-ordblind gør?
I min facebookgruppe har jeg foreslået de dårlige stavere at skrive “Jeg er ordblind.” eller “Jeg vil ikke rettes på” øverst, når de skriver en kommentar, for så vil de møde en anden reaktion, men ingen gør det, og det forstår jeg faktisk ikke. Det skal siges, at i gruppen er det tilladt at rette på hinanden ned i den mindste detalje, for vi er jo en sproggruppe.
Hvis ordblinde i debatterne øverst skrev “Jeg er ordblind” så ville sprogrøgterne nok ikke korrekse, og så er der kun de usympatiske harper/gimper/rivejern tilbage til at forstyrre debatten, for furierne stopper aldrig. Skriver man “Jeg er ordblind” så skriver rappenskralden nok: “Vel er du ej. Du er bare en dårlig staver, fordi du er doven, og ikke hørte efter i skolen.” Den slags mennesker skal vi alle lære at ignorere, for de deltager udelukkende i debatten for at få opmærksomhed, og det kan de kun få ved at starte skænderier, så det gør de konstant. Vi kalder dem trolls.
Jeg ser en forskel når folk begynder, at joke fordi de læser noget som en person har skrevet (ordblind eller ej) i forhold til ordblinde jokes. Det er lige som at begynde, at joke med blinde, når der kommer en blind ind i lokalet. Så bliver det for tæt på, fordi det kan ramme personen, selvom det er ikke er tiltænkt.
Jeg kan godt forstå at ingen skriver “Jeg er ordblind”. Jeg som ordblind ser mig selv helt normalt, ordblindhed er i dag en lille del af mig, derfor gider jeg ikke vise “den” frem hele tiden. Det er som at gerne vil på bar, selvom man ikke drikker. Det har du måske heller ikke lyst til at fortælle som det første (ved ikke om det giver mening, kan ikke helt forklare det på skrift).
Mvh
Jesper Sehested
PS Når et dårligt stavet opslag lægges op i sproggruppen på facebook, så kræver vi altid, at det er anonymiseret, når altså det dårligt stavede opslag er skrevet af private. Er opslaget ikke anonymiseret så sletter administratorerne det.
Tak for svar, Jesper.
Jeg kan sagtens både forstå og få mening i, hvad du skriver.
Jeg er enig i, at der er forskel på at grine af ordblindejokes og på at more sig over et dårligt stavet opslag.
Tak fordi du fik mig til at forstå, hvorfor ingen skriver “Jeg er ordblind”. Ingen har vel lyst til, at ens handicap/skavank/svage side bliver ens identitet i andres øjne.
Men når en ordblind deltager i debatter, så ses denne skavank jo hurtigt medmindre den ordblinde har tålmodighed til at bruge hjælpeværktøjer til ordblinde, og så ville det måske give færre problemer at skrive “Jeg er ordblind”?
Jeg har selv nogle fysiske skavanker, og også jeg lægger en hel del energi i at gøre disse skavanker så usynlige som muligt, men nogle gange melder jeg klart ud. Det gør jeg i situationer, hvor det alligevel med stor sandsynlighed vil blive opdaget, for så slipper jeg for gisninger og spørgsmål og misforståelser, som kommer til at overskygge det, som vi egentlig var sammen om.
Jeg sender dig lige en privat besked på facebook.