mand med ild

Nu skal jeg fortælle dig om en historie. Når man påbegynder noget nyt, hvor andre mennesker er indblandet er det som reelt det vigtigste for ethvert individ ikke at skille sig ud. Denne påbegyndelse i min situation var begyndelsen på gymnasiet.

Jeg er ikke den type person lærerne regnede særlig meget fra, så jeg var vant til øjnene når jeg lavede den mindste bevægelse. Vi fik en prøve sat foran os, på det nye skrivebord, på den faste plads, en plads man skulle have i, hvad der føltes som, en evighed. På hver side, var der en person som man lige havde mødt. Alvoren var begyndt, det er noget man selv havde valgt. Ikke påkrævet som folkeskolen, et valg. Jeg følte dog ikke, jeg havde noget valg.

Bare en læseprøve

Testen vi alle sad og kiggede på, med øjne så store som tekopper, eller endnu bedre som når man har snittet nok ‘alfestøv’ op i næsen til at glemme sit eget navn. Vi fik at vide, testen bare var en læseprøve som ikke betød synderligt meget, da det bare var en læseprøve. Alle grinte lidt af det og tog det meget useriøst. Testen gik i gang, jeg kom igennem noget men bestemt ikke alt. Da denne tid som jeg havde forventet, ville føles som en evighed, var ovre, efter hvad der føltes som kortere end vores pauser. Det skal siges at jeg ALDRIG har lavet den sammenligning før eller efter, da INTET var kortere end vores pauser.

Et par dage efter blev jeg kaldt ind til studievejlederen. Hun virkede sød, men det førstehåndsindtryk kom jeg til at fortryde resten af mit liv. Jeg kigger på hende, vi sidder inde på hendes lille og ubetydelige kontor. Hun begynder så på talen, hun har givet så mange gange før. Pædagogisk og varsomt. Jeg kunne dog læse imellem linjerne, hvilket senere skulle vise sig at være ret ironisk. Det hun rent faktisk sagde til mig var at jeg er læseblind og jeg skulle tage en ny test for at sikre sig, de ikke havde taget fejl. Det havde de så ikke, jeg følte mig så alene. Det var jeg i forvejen i skolestarten, endda præcis samme dag som man ankommer.

Da jeg synes alt virker som helvede, begynder at hun at tale til mig som en multihandikappet, fremmedsproget, lidt lettere retarderet dansk version af Forrest Gump. Tag ikke fejl, der er intet galt med at være handikappet eller fremmedsproget da man som handikappet lever med noget som ikke er mindre end hjerteskærrende og som fremmedsproget står foran en kæmpe udfordring, hvilket altid er svært. Forrest Gump er endda en fantastisk film, tag endelig ikke fejl af mig.

Grunden til min følelse af uretfærdighed, lå i at jeg hverken følte jeg var født med et handikap, ikke kendte sproget eller var dummere end en automatisk dør som ikke virker. Jeg følte mig, eller forsøgte på at føle mig normal. Være som alle andre. Hun fortalte mig om hvordan jeg kunne få hjælp, jeg kunne blive til prøverne længere tid og få en bog som kunne hjælpe mig med at forbedre mit modersmål.

Murstensvæggen!

Jeg går ud af kontoret imens hun taler, går uden foran skolen, tager bussen og hjemad. Denne handling er ikke virkelig revolutionerende men jeg var typen, som aldrig kunne finde på den slags da jeg ikke var typen. Det var første gang i mit liv, jeg havde gået fra et problem, det var også første gang, jeg slog min hånd til blods imod murstensvæggen derhjemme i ren frustration. Det blev desværre ikke sidste gang, da det er en del af mig nu som ikke rigtig kan finde ud af at forlade mig.

Efter min hånd lignede, jeg havde proppet det yderste af min knytnæve i en rød malerbøtte. Lagde jeg mig ned på jorden, og græd ikke. Jeg græd ikke! Jeg var nået til det punkt, hvor jeg ikke græd da man græder når man føler man kan reddes. Det ligger dybt i os biologisk, vi græder når vi er desperate efter hjælp men jeg var ikke desperat efter hjælp, da jeg ikke kunne reddes. Det var også første gang, jeg havde den følelse, den har også dukket op lige siden den dag.

Jeg har glemt at fortælle dig at, jeg året før havde fundet ud af, jeg gerne ville være forfatter. Jeg turde ikke fortælle nogen det, ingen.. Jeg var alene, anderledes og fortabt. Jeg er stadig ordblind, da det formentlig er noget som man altid vil være. Jeg ved det faktisk ikke, da jeg aldrig har fået lysten til at stikke kniven, som ligger dybt begravet i ryggen på mig, længere ind. Da den stadig er der og altid vil være der.

Lige siden den dag, har jeg haft en tilbøjelighed til at holde ting for mig selv, mere år efter år. Jeg har rent faktisk aldrig fortalt nogen, at jeg er ordblind. Jeg har altid sagt til dem der spurgte at hun havde lavet en fejl og jeg bare tog imod den ekstra time. Jeg har aldrig i mit liv, brugt den ene ekstra time da jeg skammer mig og stadig tænker over det, selv nu. Alle disse år efter. Jeg har ikke skrevet det her, i et forsøg på at få opmærksomhed eller omsorg. Tværtimod, jeg skriver det her og deler det med dig fordi…

Skrevet af Asger Reeslev Korsaa – Notetoself.io

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *