At søge job som ordblind?

Når man endelig er kommet igennem skolesystemet og skal til at søge job, kan man som ordblind stå overfor endnu en kamp, nemlig at få et job. Til nogle job betyder ens ansøgning mere end andre, fordi man ikke kan vise hvad man kan man hænderne.

Da jeg søgte job (arbejder nu som selvstændig, som foredragsholder og forfatter), var det svært at finde ud af hvilket job man kunne besidde, hvor ens ordblindhed ikke kommer for meget i vejen. Mit sidste job var at hjælpe folk der havde miste penge på Roskilde Bank aktier.

Her kunne jeg godt opleve problemer, når folk ringede og oplyste deres navn, og så bare antog at man kunne stave til det. I stedet spurgte jeg altid efter deres ID-nr, så jeg kunne slå dem op den vej, og hvis de ikke havde det, gentog jeg navnet højt hvis min kollega var fri, så min kollega kunne hjælpe.

Skal man skrive man er ordblind i sin ansøgning?

En med stor viden

Men hvordan skal man så forholde sig i sin jobsøgning, i forhold til ens ordblindhed. Derfor har jeg talt med Kent, HR medarbejder i Novo Nordisk til råds.

Et spørgsmål der ligger lige for er, “Hvornår skal man fortælle man er ordblind, i jobsøgningsprocessen, hvis man skal?” til dette svarer Kent:

“Det er jo I høj grad op til dig selv hvornår du vælge at fortælle det. Jeg er dog enig i, at det rigtige er er gøre opmærksom på det. Hvis det er meget tydeligt af din ansøgning at du er ordblind vil jeg allerede i den gøre opmærksom på det. Har du fået hjælp/støtte til at skrive en fejlfri ansøgning bør du fortælle det ved første samtale i fald du bliver inviteret til en sådan.”

Vi har nu skrevet en ansøgning, og fået nogle til at læse den igennem, “I ansøgningen er der jo aldrig fejl, for den har man fået andre til at kigge igennem.“*, og der var ikke de store fejl. Virksomheden synes at ansøgningen var så god, og vi er nu blevet klar til samtale, og hvordan skal man så forholde sig:

“Jeg synes du skal sige det som det er, når samtalen går på dine kompetencer. Hvis i eksempelvis kommer ind på om der skal læses procedurer eller anden som en betingelse for at kunne udføre sit job, er det relevant dér at gøre opmærksom på det. Det kan også være at en del af arbejdet kræver at du skal skrive formulere noget og her ville jeg også fortælle det. Du kunne jo eventuelt formulere det positivt ved at nævne at du er ordblind og samtidig høre om der vil være nogle der kunne hjælpe med at læse korrektur.“

En personlig fortælling

Helene Kemp, som i dag er organisationskonsulent hos Landsforeningen SIND, er også ordblind og hun har fortalt om hendes historie i femina 51/2013 (citat mærket med *).Tidligere fortalte hun ikke altid at hun var ordblind, hvilket hun fandt andre løsninger på “Et andet sted lavede hun en aftale med receptionisten om, at hun da lige kunne passe telefonen, hvis receptionisten imens læste korrektur på hendes tekster. Her virkede Helenes ”sød og hjælpsom”-strategi i øvrigt, så ingen blev vrede, da ordblindheden ikke kunne skjules længere.”*

Men det gik ikke som hun havde håbet da drømmejobbet kom, hun fik ikke fortalt at hun var ordblind, inden hun sad til en test, hvor hun skulle omskrive en tekst.

“Men så kom der et tidspunkt, hvor jeg gerne ville videre og blev kaldt til samtale på et fagblad, jeg virkelig gerne ville arbejde for. Der var to runder, og den første klarede jeg fint. Stemningen var god, og der kom aldrig lige det rette tidspunkt, hvor jeg fik lyst til at komme ind på ordblindheden.

Jeg gjorde alt for at skjule min ordblindhed

Anden runde af jobsamtalen er en test, hvor Helene skal gøre en videnskabelig tekst mere lettilgængelig, men selv da hun er på vej ind i lokalet, hvor hun skal udføre testen, kan hun ikke få sig selv til at fortælle om sit handicap. – Jeg beroliger mig selv med, at det nok skal gå, for det vigtigste er vel vinklen, men da artiklen er færdig, bliver jeg hentet af den ene af de to chefer, jeg har været til samtale hos, og jeg kan se, at han stivner, da han tager teksten op.

Jeg tænker: Han ved det!, så på vej ned ad gangen fortæller jeg ham, at jeg er ordblind, og at det er derfor, der er fejl. Chefen bliver vred. Han bebrejder Helene, at hun ikke tidligere har fortalt om ordblindheden. Hvis hun har skjult noget så vigtigt, kan hun sikkert også finde på at skjule andre ting, mener han. Helene må vinke farvel til drømmejobbet.”*

En dag mødte hun en ven, der kom med disse råd.

“Det vigtige er samtalen, og her råder han mig til på forhånd at finde ud af, hvor mange runder der er. Er der mere end én, skal den første kun handle om fagligheden, men til den næste skal jeg have nævnt min ordblindhed. Derfor lærer jeg mig selv en standardsætning, der gør det nemmere at komme ind på det.

Helene finder også ud af, at hun rent faktisk er berettiget til hjælp fra kommunen. – Min kommune betaler for, at en fra arbejdspladsen bruger op til fire timer om ugen på at læse korrektur for mig. Det er også noget, jeg har fortalt til de seneste  jobsamtaler, jeg har været til. Eksempelvis siger jeg: ”I øvrigt skal jeg nævne, at jeg er ordblind. På min tidligere arbejdsplads tacklede vi det sådan og sådan …”.

På den  måde får jeg selv peget på en løsning, der ikke vil koste arbejdspladsen noget. Det har også vist sig at være en god måde at lukke ned for emnet på, så hele samtalen ikke kommer til at handle om ordblindhed.”*

De tips Helene har til jobsamtalen:

• Undersøg på forhånd, om der er flere runder.
• Hvis der er, skal du først nævne ordblindheden ved anden samtale.
• Kom selv med forslag til, hvordan virksomheden skal tackle din ordblindhed.
• Sørg for på forhånd at have undersøgt, hvilken hjælp du har ret til fra kommunen.

Læs hele artiklen om Helene Kemp her

Har du andre erfaringer eller meninger fra dit eget liv, så del dem meget gerne her under