Jeg er 53 år og ordblind, dog har jeg måtte sande at med tide har det aftager. Min historie er lang og med kamp og retten til, at få uddannelser, med hjælpemidler.

Jeg er gået i almindelige folkeskole, med lære som slet ikke fatte at ordblindhed kunne forkomme, i alle tilfælde ikke i min klasse. Vores dansklærer var viseinspektør på skolen, i klassen gik der 6 lærebørn alle super dygtig i alt. Jeg har alle dag været tilbageholdende. Og lidt anderledes.

Jeg kunne bestemt ikke skrive mit navn og jeg er i af tre den yngste, og så skal der siges begge mine forældre har været selvstændig… Så jeg har aldrig gået i børnehave… Og jeg kende ingen i klassen…

Som tiden gik, opgav min dansklærer mig totalt, jeg har ofte afleveret noget ingen kunne tyde, og kald frem med en besked om at jeg var dum og uduelig… Så mobning var hverdags mad… I syvende klasse ville skæbne så at vi fik ny dansklærer, en engel sendt til mig, for at redde mit kommende voksend liv.. en Prip, en Jørgen Prip..

Kamp for at indhente de andre

Han teste os, hvor vi hver især må være i udvikling, og chok, jeg kunne end ikke stave mit navn stadigvæk, faktisk var jeg også ligeglad, ked af det, jeg var jo dum uduelig og et 0… Han kom hjem til min mor, der på det tidspunkt var blevet alene med mig, og så kom åbenbaring at deres datter er på ingen måder dum, nææ nej hun skal ha hjælp og den kan jeg give hende.. hun er ordblind ikke andet.. så starte min kamp…indhent-folkeskolen-ordblind

På 3 år skulle jeg lære alt hvad andre bruge 10 år på… Klasse fik at vide hvad ordblind var og hvad de skulle hjælpe med.. Jeg kan nemlig slet ikke høre stavelser.. jeg kan ikke sætte dem sammen.. så jeg skulle lære at ord er billeder altså være se og skrive som et foto.. alle ord er foto ikke andet.. og jeg kæmpe.. jeg skrev stile der var læseligt.. jeg begynde at læse…Og jeg fik venner.. vigtigst af alt jeg kunne sige det højt.. der var et ord for mit handicap… Og jeg har aldrig siden været bange flov ked af jeg havde et handicap..

Jeg var jo hverken dum eller mindre begavet jeg var bare ordblind.. nok den største lettelse i verden af have det ord … Jeg bestod min folkeskole.. starte op på EFG handel og kontor og fuldførte.. blev blomsterbinder med 9 i gennemsnit.. arbejde som tjener med alle kurser der var.. med ug kryds og slange… Så hoppe jeg ud i en sundhedshjælper uddannelse siden en sundhedsassistent begge med 11 taller.. alle uden hjælpemidler.. kun lidt ekstra tid til opgaverne…

Hvor er mine hjælpemidler?

Kampen om hjælpemidler var og er for mig en endnu større kamp som jeg bare ikke orker.. alle de prøver.. gisp dem magte jeg ikke.. så ekstra tid og familie til at efterlæse mine opgaver var mine hjælpemidler. Med dem kunne de nok, i dag have taget de samme uddannelser med gode karakterer.. og sjovt nok har min ældste også taget assistent uddannelsen…

Desværre blev jeg syg og måtte igennem en revidering og tag en ny uddannelse som sundhedsservicesekretær.. med et 11 tal og har i dag den bedste chef i verden der har fuld forståelse for jeg stadig har nogle fejl og hov’sager i stavningen… Jeg arbejder som sekretær hos en kiropraktor…

Skrevet af Kirsten L.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *