Du kan hvad du vil!

🔊 Oplæsning

Hej Alle sammen!

Mit navn er Cecilie, jeg er 25 år, gift og mor til en pige på 6 mdr, uddannet pædagog med fast arbejde og stærkt ordblind!

Dette er min fortælling om hvordan, det har været at være barn, ung og voksen med dysleksi. Jeg håber min fortælling, kan hjælpe andre med samme problemer og give lidt blod på tanden til at kæmpe for sig selv.

Kampen i folkeskolen

Min KAMP startede desværre ligesom mange andres med dysleksi allerede i folkeskolen. Mine vanskeligheder, som på det tidspunkt var alle vanskelighederne vi nu engang kan døje med, startede i de små klasser i folkeskolen. Jeg var konstant træt og forstod intet af de tekster vi skulle læse.

Mine forældre brugte utallige timer på, at kæmpe med en meget frustreret pige, som havde utroligt svært ved at koncentrere sig om selv de korteste tekster. Det endte stort set altid i vrede og gråd for mit vedkommende. Ofte måtte mine forældre læse teksterne højt for mig, før jeg faktisk forstod dem.

Mobning

Mobning i skolen var også en del af min hverdag, jeg havde ikke lyst til at læse højt i timerne for jeg læste altid forkert, til stor latter hos klassekammeraterne. Når mobningen fortsatte i frikvarterende, tyede jeg desværre generelt til vold, da mine sproglige evner var mangelfulde. Når jeg ikke kunne udtrykke min vrede sprogligt, blev det altså til slåskampe i skolegården.

Herefter flygtede jeg som udgangspunkt oftest, ned til min mors arbejde i den anden ende af byen, hjem eller også gemte jeg mig på legepladsen til resten af undervisningen var slut trods vind og vejr (dette startede i alderen 7 år.)

🔊 Oplæsning

Ekstraundervisning

I 2.klasse blev jeg indstillet til ekstra undervisning i dansk og engelsk, da mine staveevner var ikke eksisterende. Ekstra undervisningen hjalp mig meget og jeg dannede mig en form for genkaldningssystem. Forstået på den måde at jeg systematisk lærte at når jeg hørte ordet så blev det stavet sådan. Problemet blev at undervisningen nu havde fuldført sit mål og man overså derfor alle de andre vanskeligheder.

I 4.klasse fik jeg læsebriller da ordene på siden hoppede rundt og jeg blev enormt træt, når jeg forsøgte at læse. Brillerne var flotte og blå, men lige lidt hjalp de på problemet og da mine mobbere nu havde fundet en ny ting at kører på, blev brillerne ikke længere brugt, trods stor indsats fra mine forældre.

Labelbarn

Jeg blev konstant smidt ud af klassen fordi jeg forstyrrende i undervisningen, jeg kunne sjældent sidde stille særligt længe af gangen, så snart jeg havde mistet fokus. INGEN reagerede på dette. I stedet blev ord som doven, dum, stædig og dramaqueen mit hverdagslabel.

I 6.klasse skiftede jeg skole, mobningen fulgte desværre med, men også her overså samtlige lærer mine vanskeligheder. En lærer havde i 7-8.klasse udtrykt en bekymring for om jeg kunne være ordblind. Grundet min nu ret gode stavning, scorede jeg lige præcist for højt i folkeskolens mini test, og der var ingen hjælp og hente. Jeg fik i stedet af vide, at jeg skulle læse meget mere.

Alle større opgaver, opgav jeg fuldstændigt på forhånd og størstedelen af mine opgaver ”skrev min far” for mig, i et forsøg på at hjælpe mig.

I 9.klasse pjækkede jeg ca. 50% af tiden. Hvorfor i alverden skulle jeg bruge min tid, på at få af vide at jeg var dum, doven og ”sådan er det bare”. Det sidste var standart svaret, når jeg spurgte indtil undervisningsmaterialet. Jeg bestod min 9.klasse, men ikke med det flotte gennemsnit, da mine karaktere igen afspejlede min egentlige kunnen.

Pusterummet i 10. klasse

Da jeg starter i 10.klasse er det i en nabo by, jeg kommer i en fantastisk klasse og fik nogle gode venskaber som jeg stadig har den dag i dag. Mine undervisere var alternative og nytænkende. De forsøgte at gribe hver enkelte elevs tankemønster.

Mine karaktere steg til middel/overmiddel, fordi jeg nu havde undervisere der tog sig tiden til at lærer mig forskellige systemer.  Disse gjorde at jeg kunne huske teksterne. Jeg blev ofte sat sammen med en der var god til at læse, når vi havde lange tekster, som så læste højt for mig, imens jeg fulgte med i teksten.

Til mine eksamener blev jeg bevilliget ekstra forberedelsestid, som lige akkurat var nok til at jeg kunne nå, at læse teksten færdig. Analyse og alt det andet kom til selve eksamen, for det havde jeg ikke nået.

Min selvtillid steg både med det sociale og det boglige og min fraværdsprocent i 10.klasse var 4%.  🔊 Oplæsning

“Du klare det aldrig”

Efter 10.klasse startede jeg på HF. I den første uge vi var der, blev vi testet af studievejlederen for at fastlægge vores boglige niveau. Min læsehastighed var så absurd ringe at studievejlederen bad mig droppe ud, for jeg ville aldrig kunne gennemføre en HF, da den jo hovedsageligt bestod af lektier og opgaver.

Denne kommentar har brændt sig fast på min nethinde! Hvordan i alverden kan en studievejleder sige sådan til en studerende ud fra en test på 1 time. Jeg var rasende og heldigvis for det, for det var præcis det der skulle til for at jeg gemmeførte.

Tabt på forhånd

Jeg kæmpede med en anden studievejleder omkring forlængelse af min forberedelsestid, hun var meget modvillig, da hun bestemt ikke mente at jeg var ordblind. Jeg ”vandt” kampen og fik ekstra tid til eksamenerne, det næste problem var så, at mine undervisere ikke blev informeret om at deres elev havde ekstra tid, så det måtte jeg selv gøre klart for dem på eksamensdagen.

Dette var på ingen måde acceptabelt, det havde katastrofale konsekvenser for to af mine eksamener. Den første var min skriftlige matematik eksamen på B niveau (fik normalt kun 12taller, her fik jeg 4).

Eksamensvagten kom konstant og forstyrrende med alverdens spørgsmål om reglerne, og hvor langt tid jeg havde fået bevilliget, med det resultat at jeg stressede fuldstændigt over min eksamen og måtte bruge 20 minutter på toilettet til at samle mig igen.

Den anden eksamen var psykologi og den dumpede jeg! Det er jeg den dag i dag, stadig rasende over. Min censor var 1 time forsinket! 1 time!! Da de nye tider bliver hængt på døren, gør jeg min lærer opmærksom på, at de har glemt at tage højde for min ekstra tid.

Min lærer beskyldte mig for at lyve og bad mig herefter om at gå til rektor og få et bevis på at jeg fortalte sandheden. Jeg var så rystet over behandlingen, at jeg fik et vågent blackout, og vitterligt ikke anede hvem jeg var i 3 timer.

Mine forældre og jeg klagede selvfølgelig over denne behandling, men blev afvist af Undervisningsministeriet da jeg jo havde fået min ekstra tid? Jeg håber inderligt ikke andre oplever samme behandling af uddannelsesinstitutionerne. Mit eksamensgennemsnit blev 3,9.

Sabbat år og enkelt fag

Jeg tog et sabbat år efter HF, jeg havde brug for at komme LANGT væk fra skolen og trække vejret. Jeg blev ansat som pædagogmedhjælper i en børnehave/vuggestue. Efter 1 års tid havde jeg besluttet mig for at blive pædagog, men da mit gennemsnit var elendigt tog jeg nogle enkeltfag på VUC, ved siden af arbejdet.

Blandt andet psykologi. Jeg havde i 10.klasse fået 10 i psykologi og jeg ville udbedre den skade der var sket på HF. På VUC blev jeg testet af deres studievejleder, som er den første der har reageret på mine udslag i ordblindetesten. Hun fortæller mig, at når jeg starter på min videregående uddannelse, så skal jeg lige tage fat i hende igen.

Jeg får hendes kort og tænker ikke meget mere over det. Jeg fik selvfølgelig 12 i psykologi, hvilket jeg kækt havde proklameret overfor min lærer og censor efter at have trukket mit spørgsmål.

Pædagog seminariet

I september 2012 starter jeg på pædagog seminaret, jeg forsøger gennem studievejlederen på skolen at få hjælp til at blive testet for ordblindhed/dysleksi. Men der sker ingenting! Her kommer jeg i tanke om studievejlederen fra VUC.

Jeg ringer hende op og hun vejleder mig i hvad jeg skal bede om på skolen. Skolen er desværre stadig meget sløve i betrækket, først da jeg henvender mig på kommunen, til en socialrådgiver, som glædeligt tager fat i skolen, kommer der skub i sagen.

Jeg bliver nu testet i 3 timer på ordblindeskolen i København.

ENDELIG bliver jeg hørt! Mine testresultater viser at jeg er STÆRKT ordblind og burde have fået hjælpe for mange år siden. Jeg har ALDRIG grædt så meget af lettelse og lykke! Jeg var IKKE dum, doven, en dramaqueen eller en løgner! Jeg havde ret!

Hjælpen kom nu i form af en IT rygsæk og støtteundervisning, alle mine bøger kunne jeg få elektronisk, så min computer kunne læse dem højt. Da jeg skulle hente min rygsæk tudbrøllede jeg igen, jeg var så taknemmelig og samtidigt rasende, for jeg kunne have fået den hjælp jeg behøvede længe før, hvis der var nogen der havde reageret eller havde været bedre uddannet.

Studiegruppen og systemer

Skønt jeg havde fået IT rygsækken, som var en stor hjælp, kunne jeg stadig ikke følge med i de ofte 70 siders lektier til undervisningen. Jeg måtte derfor finde nogle systemer som virkede for mig. Jeg deltog i al undervisning, forelæsninger m.m. på skolen. Jeg skrev en kæmpe mappe med notater for hvert semester. I mine studiegrupper var det ironisk nok mig der skrev opgaverne og bevarede overblikket, men de andre i gruppen læste tilgengæld det svære og kringlede stof.

Herefter skrev de deres fortolkning af materialet til mig, og jeg sammensatte herefter opgaven, i samråd med gruppen. Jeg havde altid noget jeg selv skulle læse ligesom de andre, men det var ofte noget materiale jeg kunne relatere til eller som var let læseligt.

Vi lavede ligeledes arbejdsplaner i gruppen om arbejdstider, mål og delmål. Vi sad for det meste fra kl: 9-13 og skrev, for derefter var der ingen af os der kunne tænke klart længere.

Vi overholdt altid vores aftaler og meldte ændringer ud i god tid. Vi var færdige med vores BA (80 sider m. interview og observationer) tre uger før tid. Jeg fik fire 10 taller, et 7 tal og et 4 tal, altså et gennemsnit på 8,5.

Jeg har kæmpet min røv i laser og det har ikke været let, men jeg har altid haft det sådan, at man kan hvad man vil!