Mor til en ordblind

Kampen som mor til en ordblind

Jeg hedder Stine og jeg er ordblind!! Sådan præsenterede Stine sig, da hun i sommers startede i 4. klasse. Som forældre bliver jeg både glad og stolt over, at min 10 årig datter tør stå ved sin udfordring, bare det ikke bliver det, der kommer til at definere hende som person.

Hun er nemlig så meget andet – Hun er glad, omsorgsfuld, tænksom, humoristisk, en god ven, ja listen er lang. En gang imellem kommer ordblindheden bare til, at skygge for de andre sider. Humøret daler, overskuddet bliver mindre og venskaber bliver sat på hold.

Jeg ved det er, fordi hun er presset. For mange og for uoverskuelige opgaver i skolen og for mange lektier, hun kan simpelthen ikke følge med. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har en grædende pige siddende i bilen på vej hjem fra skole, ej heller hvor mange morgner vi kæmper for, at få hende afsted i skole.

Ondt alle steder

Det er hårdt, at se sin ellers glade pige stå med tårerne trillende ned af kinderne, ondt i maven, hovedpine, ørepine, det er ikke det sted hun ikke har ondt, alt sammen for at slippe for skolen. Som regel kæmper hun sig igennem dagen, men ofte bliver jeg ringet op af skolen og bedt om at hente hende, fordi hun har ondt et eller andet sted.

Jeg betvivler ikke, at Stine virkelig har brug for, at komme hjem tidligere nogen dage og hendes udmattelse giver sig til udslag i ”ondt alle steder”. Samtidig fortæller det mig også, at hun simpelthen ikke kan leve op til kravene i skolen. Kursen må ændres, men hvordan?

Tristheden og erkendelsen af, at klassekammeraterne kører derud af med 180 kilometer i timen. Hun kæmper for at bevare modet og kræfterne, men hun bliver overhalet og hun har ikke luften til at fortsætte, – HUN ER PÅ OVERARBEJDE.

Den lange kamp

Jeg kan en gang imellem få helt ondt i maven over, hvor hårdt hun skal kæmpe. Fem dage om ugen fra kl. 8.15 til 15.00 er hun tvunget til, at være i det, der er aller sværest for hende og hvor hun hele tiden bliver konfronteret med sine vanskeligheder, vel at mærke uden at blive kompenseret for herfor.

Ofte tænker jeg på, hvordan voksne reagerer på, at skulle varetage et arbejde uden at have kompetencerne / hjælpemidlerne til at udføre arbejdet. Enten bliver du opkvalificeret, får de redskaber der skal til, finder et nyt arbejde eller kæmper så hårdt, at du til sidst knækker.

Skolen og viden

Jeg vil, som mor til Stine kæmpe for, at det sidste ikke sker og dertil har jeg brug for skolens opbakning og viden. Som forældre til et ordblindt barn er jeg afhængig af, at skolen har viden om, hvordan man underviser ordblinde elever og ikke mindst konsekvenserne, hvis ikke ordblinde bliver kompenseret.

Det er ikke nok, at udlevere hjælpemidlerne, det er afgørende, at lærerne omkring Stine også ved, hvordan hjælpemidlerne virker og hvornår det giver mening at de bruges.

skolebord ordblind

Forståelse og fremtiden

At være forældre til et ordblindt barn, betyder også nogen gange en hverdag fyldt med bekymringer, ikke bare for fremtiden, men også her og nu – vil mit barn ”overleve” folkeskolen? Jeg har siddet til utallige møder, hvor bekymringerne bliver luftet og hvor jeg er nysgerrig på, hvordan skolen og vi som forældre kan hjælpe Stine bedst muligt.

Jeg savner større forståelse, viden og ikke mindst vilje til, at skolerne er villige til, at prioritere ordblinde elevers undervisning og ikke mindst trivsel. Jeg oplever nogen gange en frustration blandt lærerne, som jeg udmærket forstår, men ikke kan bruge til noget.

Jeg forbeholder mig ret til, at spørge indtil skolens ordblindepolitik, om der foreligger en køreplan for, hvordan skolen underviser ordblinde elever og hvilken hjælp og støtte de kan tilbyde Stine. Jeg mener det er min pligt, som mor til et ordblindt barn, at være nysgerrig på den undervisning mit barn tilbydes med udgangspunkt i hendes udfordring. Hvis den ene metode ikke virker må en anden afprøves.

En kamp af gangen

Noget af det værste jeg ved, er når jeg bliver mødt med sætninger, som ”Der er andre der har det ligeså svært eller der er hårdere ramt end din datter”, eller ”Rom blev ikke bygget på én dag”. Som om det skulle gøre vores hverdag lettere?

Jeg ved der er mange forældre, der kæmper for og med deres ordblinde barn, men det giver altså ikke mig mere ro og forståelse for, hvorfor mit barn ikke kan få den hjælp, som er så afgørende. Tværtimod bliver jeg ked af det på de ordblinde børn og deres forældres vegne. Overordnet set vil jeg gerne kæmpe for landets ordblinde elever, men i hverdagen er jeg nød til, at kæmpe Stines sag.

ordblind-en-kamp-afgangen

Jeg vil så gerne hjælpe Stine og efter endnu en eftermiddag/aften, hvor lektielæsningen igen er endt ud i, at Stine sidder med tårerne trillende ned af kinderne og med et tomt udtryk i øjnene kommer min søgen efter viden og løsninger igen frem.

Ordblindheden forsvinder ikke!

Jeg kaster mig over computeren og går i gang med en intensiv søgen efter viden omkring ordblindhed og i håbet om, at finde netop den løsning der kan gøre skolelivet lettere for Stine eller endnu bedre få ordblindheden til at forsvinde.

Det er ikke løsningen, i stedet forsøger jeg, at finde tilbage til udgangspunktet – Okay Stine har den her udfordring med, at læse og stave og det skal hun leve med resten af livet, hvordan hjælper og støtter vi Stine bedst muligt.

Være en mor

Stine har brug for nogle succesoplevelser i skolen og hun har brug for at mærke, at de tiltag der trods alt er, giver mening. Min opgave er at være MOR, være opmuntrende, støttende, lyttende og anerkendende, omsorgsfuld og være vedholdende i, at tingene bliver bedre og give Stine troen på sig selv. Det er hårdt arbejde på de dage, hvor Stine synes det ser mest håbløst ud og selvværdet er på nulpunktet.

Slagsiden, for Stines vedkommende er, at hun allerede som 10 årig oplever så megen modgang og troen på egne evner fagligt, er stort set ikke eksisterende. Jo længere tid der går, jo mere kompleks bliver problemerne og noget vanskeligere at løse.

Selvværd og selvtillid

Selvværdet og selvtillidens betydning er en overset faktor når vi taler om ordblindhed. Trivsel er forudsætning for læring. Mit håb for Stine er, at hun kommer overens med sin udfordring og accepterer, at det er et vilkår hun har med sig og skal forholde sig til. Jeg kan som mor ikke forlange, at Stine kan det endnu. Derfor er det meget vigtigt, at både skolen og vi forældre samarbejder og gør vores yderste til, at Stine kan komme igennem folkeskolen uden alt for mange nederlag. Derved forlade folkeskolen med troen på, at jeg kan hvad jeg vil og modet til fortsat uddannelse.

Under en forældresamtale i foråret, slutter læreren samtalen af med, at spørge Stine om hun har noget hun gerne vil sige. Hvortil Stine med et lille smil på læben og overraskende udtryk i øjnene svarer ”Næ, hvis jeg havde vist, at jeg skulle holde en tale, havde jeg da forberedt mig” Ud over, at det gav et lille grin, satte det også nogle tanker i gang – nemlig, at det er vigtigt med forberedelse for, at kunne løse opgaverne.

Ønsket for fremtiden

lys-forude-ordblindEt ønske for fremtiden er, at der kommer langt større viden ud på skolerne og hos den enkelte lærer. Samtidig med en erkendelse af, at ordblindes udfordringer kan have mange ansigter. Det er hårdt arbejde, at være ordblind elev i dagens folkeskole, hvor det hele går meget stærkt og kravene bliver større og større.

Ret tidligt, bliver Stine mødt med, at hun bare skal arbejde lidt hårdere, ellers kan hun ikke blive til noget. Som mor river jeg mig selv i håret når jeg hører dette. Både fordi jeg ved Stine bliver voldsom ked af det, men også i frustration over, at hvis hun skal arbejde hårdere uden at knække, bliver skolen nød til, at komme langt mere ind i kampen.

Det kræver velvilje ikke mindst fra skolens ledelse, kommunernes prioritering og syn på ordblinde og i sidste ende politisk. Vi er nød til, at løfte i flok, hvis Stine og alle de andre ordblinde elever rundt omkring på landets folkeskoler skal have mulighed for, at udvikle sig fagligt og menneskeligt med de udfordringer de nu engang har med sig i rygsækken.

Skrevet af Maria Eskelund

Jeg er ordblind og har en kandidat i finansiering og strategisk ledelse. I dag arbejder som selvstændig, med at hjælpe ordblinde og andre der har oplevet nederlag i skolen. Havde nogen fortalt mig, at jeg en dag skulle være foredragsholder og blogger. Ville jeg have fortalt dem, at de havde større problemer end mig.

10 Comments

  • Pia

    februar 1, 2017, 7:04 am

    Hvor er det godt skrevet. Jeg kan læse vi har meget tilfælles. Min dreng har bare ik vil kommer der til hvor han vil fortælle om sit ordblind hed. Han er tit ked af det. Jeg savner tit nogle forældre i samme situation at snakke med.

  • Lisbeth Rheder

    februar 1, 2017, 7:32 am

    Fantastisk godt skrevet, du sætter ord på det vi alle kæmper med!!! Fortsat god kamp:-)

  • Bettina Larsen

    februar 1, 2017, 9:26 am

    Sådan havde vores datter det også. Vi startede for et år siden hos “alle kan lære”, efter et år syntes hun at det er sjovt at læse og lave opgaver. Vi kan næsten ikke få armene ned ????????

  • Cecilie

    februar 1, 2017, 9:40 am

    Det super godt skrevet Maria! Du må være en fantastisk mor at have! Jeg ønsker jer aly held og lykke, overvej at søge en tutor til Stine evt en der færdig med folkeskolen og evt gymnasie, men en som selv er ordblind, så Stine har en der kan relatere og en at se op til ☺️ Tror det ville have hjulpet mig for følte mig meget ensom

  • Hanne

    februar 1, 2017, 2:34 pm

    Det er jo beskrivelse af min datter Nikoline. Føler mig tit sim den irriterende forældre der bliver ved og ved og ved at kræve ordentlig undervisning for min datter

  • Belinda

    februar 1, 2017, 6:14 pm

    Som at læse vores egen historie med min datter på 9 år. Det værste, er følelsen af at ikke blive hørt på, og se hvordan ens pige får det sværere sværere med sig selv.

  • Loa

    februar 1, 2017, 8:56 pm

    Fantastisk godt skrevet. Jeg har selv en datter på 28 år som både er ord og tal blind og jeg har gået igennem det samme som dig. Min datter har haft det ene nederlag efter det andet og det er uanset om det er Folkeskolen, Teknisk skole eller SOSU skolen. Skolerne er ikke gearet til de ordblinde de tænker bare de har en PC rygsæk så er alt godt. De glemmer at ordblind ikke lynhurtig kan skrive ned hvad der står på en evt tavle eller når en opgave bliver udleveret i papirform så kan de ikke lynhurtigt gå til den eller når de er i gruppearbejde så kan det ikke sidde og skrive det ned. Mange ordblinde er visuel og har brug for at se, røre og høre ting. Skoler tænker ikke over at de kan have et lavt selvværd på grund af deres ordblind. Min datters højeste ønske er at finde et arbejde inden for Social og sundhed., Hun kæmpede sig igennem første modul på SOSU skolen, men måtte give op på andet modul og idag er der ikke plads på arbejdsmarked til en uden uddannelse . Idag er hun gået fuldstændig ned og afventer flexjob eller pension og dette er utrolig hårdt som mor ar se på og især når pigen har et hjerte af guld og de ældre holder utroligt meget af hende. Jeg håber virkelig at vi alle kan stå sammen og belyse dette problem for vores regering og vores regioner. Med venlig hilsen
    Loa Bryant

  • Maria Eskelumd

    februar 2, 2017, 6:55 am

    Tusind tak for jeres kommentarer. Der skal meget mere fokus på det, at være ordblind. Jeg vil så gerne kunne fortælle den gode historie og jeg er sikker på at der når vi også til.
    Der findes så meget viden omkring ordblindhed, hvad der skal til for at sikre en skoletid uden alt for mange nederlag. Jeg undrer mig meget over, at der stadig er så mange ordblinde voksne og unge der tænker tilbage på deres folkeskoletid, som værende en forfærdelig tid.

  • Else Bonde

    februar 2, 2017, 1:27 pm

    Kan det virkelig passe at folkeskolen ikke er kommet videre i år 2017, end da jeg gik der, som ordblind. Det kan ikke beskrives med få ord, hvordan skolen havde indvirkning på min opvækst i år 1959 og jo Maria beskriver det så flot.
    Hvad hjælper det, at der er udviklede gode hjælpemidler til ordblinde, når der ikke følger oplæring i hvordan de kan hjælpe den enkelte.
    Jeg kender selv til hvordan hjælpemidler er en stor støtte i hverdagen.

  • Kjeld Resen

    februar 21, 2017, 11:57 am

    Det er en rigtig god artikel om dysleksi/ordblindhed
    Lige så mange lider af dyskali/talblindhedhed som er et medfødt handikap for at lære og forstå matematik. Dyskali medfører bl.a. at man har svært ved de at lære simple talfærdigheder.
    Mens dysleksi er et almindelig anerkend medfødt handikap mangler dyskali at blive anerkendt som et handikap, som bla. kræver en særlig undervisning for at afhjælpe.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *