Når facaden tager over for selvværdet

Hvordan får man sit ordblinde barn til at forstå, at hans værdi ikke kun måles i karakterer og faglig kunnen? Når vi lever i et samfund der netop går meget op i at måle og veje vores børn.

Min søn er vellidt i sin klasse, han har mange venner og er velfungerende socialt. Han blev udvalgt til de danske brandkadetter og er lige blevet spurgt om, han vil være hjælpeleder for de små til spejder og alligevel har han meget dårligt selvværd.

Problemet er, at han bedømmer sig selv ud fra fagligheden i sammenligning med de andre i klassen – de ikke ordblinde, og så er der jo lang vej igen. Han er bagud i forhold til dem, han er langsommere end dem og han skal bruge mere hjælp end dem.

Klassen klovn?

Jeg tror, man kan dele selvværd op i 2, det faglige selvværd og det sociale selvværd. Han ved godt, at han er en god, kærlig og omsorgsfuld dreng og at de andre kan lide ham. Men han skjuler sit manglende faglige selvværd under en maske af klovneri og, desværre, flabethed overfor lærerne.

Han har altid haft en tendens til at være lidt provokerende overfor de voksne i skolen, som vi har arbejdet med altid. Men på det sidste er det blevet værre. Jeg tror, det hænger sammen med, at kravene i skolen er blevet højere og det faglige sværere, så han føler sig mere og mere tabt.

Derfor kompenserer han ved at være lidt langt fremme i skoene, så han måske virker lidt sej, fordi han ”tør” sige lærerne imod. Det er jo også nemmere at spille lidt smart end at indrømme, at man har brug for hjælp.

Lærerne bliver trætte!

Problemet, som han ikke helt ser men måske er begyndt at se lidt, er desværre så, at lærerne bliver trætte af ham, hvilket er fuldt forståeligt, og de bliver måske lidt mere strikse overfor ham.

Han kan ikke se, at det er hans egen skyld – hvis han bad pænt om hjælp, eller svarede lidt pænere, ville alting være nemmere. Det kommer hurtigt ind i en ond cirkel – han er flabet og det resulterer i skældud og det gør ham endnu mere flabet.

Det er en langsom proces at få ham til at forstå dette, men vi arbejder, eller han arbejder, i den rigtige retning.

Bede om hjælp, en svaghed?

Et andet problem der ligger i dette er jo, at man viser svaghed, hvis man beder om hjælp – eller gør man?

Dette er en samtale vi har haft hjemme – at han skal blive bedre til at bede om hjælp, på en ordentlig måde, og samtidig tro på, at de voksne faktisk vil ham det bedste. Han skal lære at tælle til ti, i stedet for at eksplodere. Han skal lære hvornår han skal sige sin mening og hvornår han bare skal sige ”JA” og ikke andet.

Meget mere end faglighed!

Vigtigst at alt, så skal han lære at han ikke kun skal dømme sig selv ud fra sin faglige kunnen, men ud fra hvem han er. Han skal se de gode ting han gør og kan – og stole på, at når han får ros af voksne, så mener de det – også når det er faglig ros. Ros gives ikke ud på må og få – det skal fortjenes.

Vi har rigtig mange gode tilbud til børn med sociale problemer eller manglende selvværd, men når barnet i bund og grund fungerer godt, men stadig har manglende eller lavt selvværd i det faglige, så er det lidt sværere at se, hvordan man kan hjælpe.

Barnet får ros og vejledning, men når det ikke tror på den ros det får, så er det jo svært at få det højnet, og man står tilbage med et barn, der bliver vred eller ked af det, hver gang de laver en fejl.

”Pyt-knappen” er genial, men den tager lang tid at få barnet til at tro på. At det faktisk er OK, at der er ting man ikke er så god til, så længe man ikke giver op, for der er 1000 andre ting, som man er rigtig god til.

Skrevet af M.