Som jeg allerede har skrevet tidligere, var folkeskolen ikke den bedste tid for mig. Men da jeg kom i 10. klasse ændre dette sig, jeg fandt glæde ved at gå i skole. Hvordan kan det så være, der var nok flere ting i det, ny skole, nye klassekammerater, samtidig med at en af mine bedste venner fra den gamle skole, skulle gå i samme klasse.

Der var dog også en anden ting der kom til at spille meget ind. Skolen lå længere væk, men stadigvæk så man kunne cykle (10-15 min). For ikke at skulle cykle alene lavet vi en lille gruppe der cykle sammen, to fra min gamle klasse + en for parallelklassen. Den gruppe, vokset med en fra naboskolen, vi aftalt at hvis man ikke var der 20 min før skolestart, kørte vi bare.

Det udviklet sig

[caption id="attachment_1092" align="alignright" width="380"]Hund og kat Hvem er din følgesvend?[/caption]

At være en lille gruppe gjorde. At man følte et ansvar for at være der til tiden og gjorde at man gerne ville i skole samt at cykelturen var hyggelig. Senere udviklet det sig sådan at pigen fra naboskolen og jeg blev kærester. Det gjorde det endnu lettere at komme i skole, fordi man havde en person, der altid var der for en.

Vi lavet de fleste opgaver sammen og gik til eksamen sammen, selv om lærerne ikke synes det var så smart. Men vi var et godt makkerpar, jeg kunne noget og hun kunne en masse andet, og samspillet var godt.

Det lagde også et godt forventningspres på en, fordi man kunne ikke bare blev hjemme, fordi skolen ikke gik godt eller andet.

Nu skal det ikke komme til at lyde som at man bare skal finde en kæreste i ens klasse. Men det at man ved at der er en person, der venter og stiller krav til en og omvendt, kan virkelige påvirke en positivt.

Det kan give lysten tilbage fordi man måske har været vant til at gå i skole, bare som noget der skal overstået.

hvem kan det være

En af de ting der er vigtigt er at begge stiller krav til hinanden ellers tror jeg ikke det kommer til at virke. Sådan et forhold vil bare være en ekstra forældrer, der stiller krav til en, men ikke altid selv overholder det. Dette kan være ens bedste ven, en lærer, mentor, en ven man ser uden for skolen, mulighederne er mange.

man er ude af stand til at trives, hvis man stemples som håbløs, hvis skolen ikke tror på én, hvis ingen gider stille krav eller have forventninger til én, og hvis ens kompetencer overses eller ikke værdsættes. Omvendt styrkes selvværdet, når man bliver en værdsat deltager i det sociale fællesskab; ud af det øgede selvværd vokser håbet om at blive bedre og motivationen til at gøre noget for det.” – cand. psych. Laila Boye – Voksne ordblinde en antologi- s. 55

Det kan også overføres til mange andre steder, fx jobbet eller motion. Det kan godt være at det ikke gør ordblindheden mindre, men det giver ny energi, som jeg tror er en af de vigtigste ting for at overvinden sin ordblindhed.

1 svar
  1. Jesper
    Jesper says:

    “Gymnasieelever mangler omsorg fra lærerne” er overskriften på en artikel af Berlingske.

    Her viser en ph.d afhandling at de danske gymnasieelever, gerne vil havde et andet forhold en kun ret fagligt til deres lærer.

    der ikke er tale om, at gymnasielærerne skal til at agere terapeuter over for deres elever, men hun eftersøger en bedre kontakt præget af større anerkendelse for det, som eleverne præsterer.

    Det se ud til at gymnasieelever gerne vil havde en form for følgesvend i deres lærer, som stiller krav til dem, men også huske at de er mennesker , der har brug for ros!

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *