Vejen med ordblindhed i rygsækken
Vejen op af bogstavbjerget er lang og hård som ordblind. Rygsækken er tung og fyld med sten. At være åben om ens ordblindhed, er som at smide stenene og fylde rygsækken med ideer og gå på mod til resten af livet.
Solen skinner nede på boldbanen, hvor der også er to fra 7. klasse der er på vej over til købmanden for at købe slik. Jeg gætter på, at de har vikar og har spurgt, om de må gå ned på biblioteket for at læse, men det gør de selvfølgelige ikke!
Sådan kunne et øjeblik se ud i min skoledag for snart mange år siden. Hvad der skete udenfor vinduerne, var mindst lige så vigtigt eller interessant, som det der foregik oppe på tavlen. Tavlen var nemlig fyldt med bogstaver, som ikke ligefrem var min venner. Men det var ikke bare i min egen verden. Sådan var det også i andres øjne “Jesper, du skal nok ikke være boglig, du skal bruge dine hænder”.
Vi spoler året frem til 2013 – mere præcist den 15. november. Solen skinnede, da jeg kom ud af døren, hvor min familie og nogle venner stod. Nu kunne jeg kalde mig cand.merc. i finansiering og strategisk ledelse. Behøver man at være boglig for at blive cand. merc., eller kan man være ordblind og boglig?
Behøver man at være boglig for at blive cand. merc., eller kan man være ordblind og boglig?
Hvad har ændret sig?
Et år og en pige gav det sidste skub forbi bogstavbjerget. Jeg har været heldig gennem mit liv, det vil jeg ikke lægge skjul på. Min mor er også ordblind og har for det meste være et forbillede. Min familie har altid stået bag mig, og jeg har mødt mange mennesker i mit liv, der har givet mig skub i den rigtig retning.
Men tilbage til pigen og 10. klasse. I folkeskolen var bogstaverne en begrænsning, og der var ikke altid mulighed for at få hjælp derhjemme. Det ændrede sig ikke, fordi jeg blev bedre, men fordi jeg faldt for Thea og Thea faldt for mig. Den største forskel på Thea og jeg var, at hun havde 1 fejl i sin retstavningseksamen og jeg havde 71 fejl!
Ud over at bruge en masse tid sammen med Thea uden for skolen, brugte vi også det meste af tiden i skolen sammen. Vi samarbejdede godt, med forskellige stærke og svage sider, som vi udnyttede til fulde.
Mange af de andre i klassen, havde valgt 10. klasse, fordi de endnu ikke vidste, hvad de ville lave. Jeg endte med at bruge 10. klasse på at opdage, at alle muligheder var åbne; jeg kom forbi bogstavebjerget!
Det nye billede af mig selv
Da vi skulle lægge planer for fremtiden, var det med et helt nyt billede af mig selv. Jeg havde fundet ud af, at jeg ikke var god til at læse og stave (det vidste jeg nu godt i forvejen), men det gjorde mig ikke dum! I stedet kunne jeg mange andre ting. Ting jeg kunne bruge på min vej til at nå mine drømme, hvad de nu skulle være.
Jeg valgte, at tage 10. klasse igen på en efterskole, for nu at bruge tid på at finde ud af, hvad jeg ville. Det var ikke længere, hvad kan jeg blive, men hvad vil jeg gerne være. Mediegrafiker! Det var det, var jeg sikker på. Det viste sig ikke at være det rigtige, men det var ikke på grund af min ordblindhed, og det satte bare nye hjul i gang hos mig.
Min ordblindhed var ikke længere en begrænsende tanke, men dermed ikke sagt, at det ikke var en begrænsning. Et skridt på vejen for mine drømme var en gymnasial uddannelse, men hvilken? Valget blev HTX, måske ikke fordi det var førstevalget, men fordi det var den letteste vej med mindst risiko i forhold til min ordblindhed. Efter tre års kamp, lykkedes det og med et snit på 9.4 på 13-skalaen og en af de bedste på skolen!
Det gav mere blod på tanden, måske også for meget. Det kom til at koste et ekstra år, fordi jeg lige valgte efter mit snit, i stedet for at tænke over, hvad jeg gerne ville. Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Det gav et indblik i, hvordan studielivet på Copenhagen Business School var, og gjorde mig klar til en ny start, HA almen erhvervsøkonomi. (Vil du hører endnu mere til min rejse med ordblindhed, så læs om elevforedraget ’71 fejl i diktat til uddannelse…og nu forfatter‘)
Mere end en til at skrive en bog
Fra ide til en færdig bog er der langt. 99,9 procent af gangene er der flere mennesker inde over processen [Det var der også med ‘Michael og Bogstavbjerget’ samt ‘Et liv som ordblind i folkeskolen‘ som jeg i dag har skrevet]. Der er mange forskellige typer af opgaver, så det at kunne skrive, betyder ikke alt længere. Det gælder ikke kun for en bog, men stort set alt andet.
Det havde jeg lært, også var sandheden på Copenhagen Business School. Så når vi skulle lave gruppearbejde, var jeg hurtig til at finde andre opgaver, jeg kunne stå for. Min gruppe og jeg vidste, at jeg i hvert fald ikke skulle stå for gennemlæsningen for stavefejl!
Der er tit en anden løsning
Hvis du ikke kan stave til Big Brother, hvorfor så ikke lave det selv? Hvis du har levet på den måde, så skal du nok finde løsninger til sidst. Derfor valgte jeg også i min studietid at tage et semester i både USA og Kina.
Hvorfor læse et semester i lande, hvor man stort set ikke kan skrive noget på sproget (engelsk)? Fordi der nok skal være en løsning derude, og det var der også. Du sidder måske og tænker, hvad nu hvis løsningen ikke var god nok, eller kom for sent? Så ville opholdet koste mig et semester ekstra, taget ud af de næste 40 år på arbejdsmarkedet. En risiko, der var værd at løbe.
Når man gennem det meste af sit liv har trænet ens vej rundt om, over og under bogstaver, når man hurtigt de 10.000 timer, der skal til at være god til noget. Det samtidig med, at boglighed ikke kun går ud på at kunne læse og skrive. Så det at være ordblind er slet ikke ensbetydende med, at man ikke også kan være “boglig”.
Glad for ordblindhed?
Så er det så slemt at være ordblind i dag? Både ja og nej. Ja, der er mange ting i ens skole og uddannelsesforløb, der kræver mere tid og energi end for andre. Ja, hvis du ikke får støtte fra familie, venner eller lærere til at komme forbi bogstavebjerget. Ja, hvis du ikke lærer at se, at ordblindhed kun er en del af dig, men ikke er alt.
Men … der er heldigvis altid et men! Har du haft støtten, ideerne og energien til at komme forbi bogstavbjerget og accepteret din ordblindhed som bare at være en del af dig, så bevæger vi os over i en helt anden boldgade. En boldgade, hvor din ordblindhed ikke er noget der “trækker ned”, men noget du kan bruge som noget positivt.
Ordblindhed har gjort nogle ting sværere for dig og du har måttet gøre nogle ting anderledes. Er det en ulempe i en verden, hvor vi har fundet ud af, at lidt modstand i livet er godt? Er det en ulempe at se muligheder i at gøre tingene anderledes, bare se på Airbnb, Pokémon eller Virgin.
Mit arbejde med Etlivsomordblind.dk, foredragsholder og forfatterskab ville aldrig være kommet nogle steder uden min ordblindhed i rygsækken (og ikke kun p.g.a. af emnet)! Jeg ville efter to måneder have givet op, fordi det ikke var sjovt, ringe økonomi eller noget tredje. Det har jeg alligevel ikke gjort her næsten tre år efter starten. Der er mange ting, der spiller ind, og min ordblindhed er især en af dem!
Hvis vi ikke sørger for at få alle, også de ordblinde, med, så går vi glip af fremtidige ressourcer, der måske ville komme på den næste banebrydende ide, pille eller virksomhed.
Så næste spørgsmål er bare, hvordan sikre vi os, at alle ordblinde kommer forbi bogstavbjerget og lærer at bruge de ting, deres ordblindhed bringer med sig?
Skrevet af Jesper Sehested til det faglige tidsskrift Læsepædagogen
Hvem står bag Etlivsomordblind.dk
Her har jeg holdt foredrag for over 9.500 elever, lærere og forældre om livet som ordblind. Derudover har jeg blandt andet skrevet bøgerne ‘Michael og Bogstavbjerget‘ og ‘Et liv som ordblind i folkeskolen‘ samt lavet onlinekurset ‘Støt dit ordblinde barn med at bruge hjælpemidler‘ og er mentor for unge ordblinde.
Medlem af Danske Forlag