Det lærte mig ikke at læse

Jeg er født så ordblind at man hurtigt opgav at lære mig at læse. I stedet blev jeg placeret i specialklassen hvor jeg fik lov at svinge mig i gardinerne sammen med de andre utilpassede børn. Det var meget sjovt, men jeg lærte ikke at læse.

Efter et års tid blev jeg som en del af den standardiserede indsats sendt til skolepsykolog. Jeg husker stadigt at han kæderøg og talte så langsomt og tydeligt at man skulle tro det var min hørelse og ikke mine læsefærdigheder der var problemet. Efter et par indledende seancer kom vi til det væsentligste, den intelligenstest der skulle fratage skolen for ethvert ansvar for mine manglende evner.

Inden vi gik i gang med testen forklarede skolepsykologen mig at jeg ikke skulle være ked af at jeg ikke kunne svarer på spørgsmålene. Langsomt og tydeligt læste han de første spørgsmål op og viste mig de tilhørende figurerer. I begyndelsen smilede han venligt, næsten anerkendende, når jeg svarede rigtigt. Efterhånden blev smilet stift og til sidst forsvandt det. Da testen var slut talte skolepsykologen hårdt og hurtigt. Han bebrejdede mig i skarpe vendinger at jeg ikke kunne læse og lod til at mene at jeg var en bedrager. Skolepsykologen lærte mig ikke at læse.

Fordi intelligenstesten ikke viste det den skulle fik jeg en ny test og herefter endnu en. Senere kom der en ekspert og så på mens jeg stirrede ned i bogen ude af stand til at læse. ”Hun kan ikke læse” sagde eksperten til skolepsykologen som om det var en uventet opdagelse. Herefter sendte de mig tilbage til specialklassen. Eksperten lærte mig ikke at læse.

Båndoptagen lærte mig at læse

Specialklassen havde noget fint udstyr som ingen brugte. Det stod i et hjørne og samlede støv, men en dag kravlede jeg ned fra gardinet, pustede støvet af båndoptagen og satte mig for at jeg ville lærer at læse. Jeg hørte de samme tåbelige tekster igen og igen og igen i over et år. Til sidst kunne jeg læse. Båndoptagen lærte mig at læse, men jeg kunne stadigt ikke skrive.

Jeg læste hurtigere og med større indholdsforståelse end mine jævnaldrene, men jeg kunne ikke stave til sol. Eksperten kom igen og så på mens jeg læst højt fra en bog. Bagefter kikkede han mig over skulderen mens jeg kiksede rundt i bogstaver der bare ikke ville blive til ord.

”Hun billedlæser” sagde eksperten til skolepsykologen i et tonefald som om jeg havde begået en forbrydelse. Eksperten lærte mig ikke at læse, men han gav besked til specialklassen om at der måtte gøres en særlig indsats. Modvilligt satte den trætte lærerinde sig ved mit bord og forklarede mig at det jeg ville skrive var for svært. ”Skriv kun det du kan stave til” sagde hun og efterlod mig med en lille ordbog fyldt med små nemme ord. Men de små nemme ord ville ikke danse og derfor lærte jeg ikke at skrive.

Min mor så min sorg. Hun vente lærerindens begrænsning på hovedet og sagde ”skriv lige hvad du vil så retter vi det sammen senere”. Min mor lærte mig at skrive og min taknemmelighed vil aldrig kende grænser.

Min mors kærlighed lærte mig at skive, men aldrig at stave. Det blev bedre bevares, men aldrig godt. Jeg stavrede mig gennem gymnasiet og universitetet i tiden før man måtte medbringe computere til skriftlige eksamener. Jeg fik ros for mine formuleringer og analyser, men kritik for det sjuskeri der til enhver tid kunne aflæses i mine mange stavefejl.

Så kom word. Vidunderlige, fantastiske word, der bedre end nogen korrekturlæser eller sekretær jeg har kendt, kan påpege fejlene, mens jeg laver dem og hjælpe mig til lidt efter lidt at blive bedre. Word lærte mig næsten at stave, men grammatikken, kommaerne og alt det andet vigtige vil jeg aldrig helt få lært.

Engang var det en stor sorg, fordi mine manglende evner lukker så mange døre til rum hvor jeg gerne ville have gået på opdagelse. I dag er det ok. Hvis jeg skriver noget vigtigt bliver der læst korrektur, alt det andet, det jeg skriver for sjov får lov at stå som det er.

Og sådan er det med Badut. Badut er et sted hvor livsglæden skal have lov at være vigtigere end kommaerne. Hvis I mangler dem må I selv sætte dem og ryger der et r i svinget håber jeg at I vil svinge med i stedet for at blive hængende på et bogstav der ikke ville lege med.

Skrevet på bloggen Badut 2. januar 2009