Jeg vil leve af at skrive, selvom jeg er ordblind

Gitte Velling, Kommunikationsstuderende, Danmarks Medie og Journalisthøjskole

🔊 Oplæsning

Til febuar er jeg færdiguddannet kommunikatør fra Danmarks Medie og Journalisthøjskole. Jeg er 25 år og ordblind. Jeg vil leve af at skrive, og min ordblindhed skal ikke begrænse mig.

En kommunikatør er en slags spindoktor for virksomheder. Jeg ved hvordan man sælger et produkt, en politisk ide, en tanke; den lyst der driver et projekt frem.Det kræver, at man kan skrive, og jeg elsker at skrive. Det har jeg altid gjort.

Kærligheden til det skrevne ord behøver ikke forsvinde, fordi man er ordblind. Det her er min historie, om hvorfor jeg aldrig stoppede med at skrive.

En helt almindelig elev

Jeg ved ikke, om mine lærere i folkeskolen vidste, at jeg var ordblind. Måske lod de bare som om, de ikke opdagede det. Jeg kørte fingeren hen over hvert ord i bogen, og citerede ordret fra lydbogen, som jeg havde genhørt til ukendelighed.

Jeg var dygtig i skolen. Fingeren var i vejret hver time, jeg kunne trække referencer til de bøger mine forældre læste højt for mig, og jeg vidste at frøer er padder og skildpadder er krybdyr. Og jeg skrev. Jeg skrev og skrev. Eventyr og fantastiske fortællinger om drager, skyggedemoner, pokemontrænere og kvindelige riddere, selvom det kun var mig selv, der kunne læse ordene.

Min lærer, Gitte, bad mig læse en af mine historier op for klassen. Hun kunne ikke læse den, for mine ord var anderledes. Det gjorde hende ikke noget, og hun sagde, at jeg skulle fortsætte med at skrive. Det var nok, fordi jeg var dygtig, at jeg blev behandlet som en helt almindelig elev.

Jeg blev ikke sendt ind i “ordblinde-rummet”, når vi havde dansk. De ordblinde børn fik lette læsebøger og skulle lave diktat, hvor de skulle løbe frem og tilbage og huske ord. Men der var ikke noget tilbud til en som mig. Jeg er glad for, at mine lærere ikke sorterede mig fra og sendte mig væk fra dansktimerne.

Harry Potter og de magiske ord

Du kan klappe dine hænder op i mit ansigt, og sige stavelser, så meget du vil. “si-tu-a-ti-on-en”. Det hjælper ikke. Jeg kan stadig ikke læse “rigtigt”. Jeg kan den dag i dag ikke stave mig igennem et ord. Men i 4. klasse kunne jeg pludselig se på ordene i en bog, jeg aldrig havde fået læst højt, og huske hvad hver kombination af bogstaver betød.

Hver klat af bogstaver var et billede, en tegning af det magiske ord, der gemmer sig bag dem. Siden da har jeg aldrig givet udslag i en læsetest. Jeg læser lige så hurtigt som alle andre. Også på engelsk og tysk.

Jeg spillede meget computer som barn – det gør jeg stadig, så engelsk kom helt naturligt på samme måde som dansk. Som ved et trylleslag kunne jeg pludselig læse og Harry Potter And The Order Of The Phoenix var lige udkommet på engelsk.

Ordblind i gymnasiet

I gymnasiet opdagede de, at jeg var ordblind – lige med det samme. Jeg kunne efterhånden huske, hvordan de fleste ord så ud, så jeg kunne skrive dem på dansk og engelsk. Alligvel dumpede jeg ordblindeprøven. Jeg troede de ville sende mig væk. Sende mig til læsevejledning, og prøve at lære mig at læse “rigtigt”, klappe flere ord i mit ansigt, mens jeg gik glip af undervisningen.

Det skete ikke. De gav mig en ny computer, en scannerpen så det blev lettere at hive citater ud af bøger, et fantastisk program, der foreslår ord og en ekstra time til alle eksamenerne. Jeg var lykkelig. Pludselig tog lektierne den halve tid.

Men tysk var et helvede. Min lærer mindede om Dolores Umbrige fra Harry Potter. Og sproget er fyldt med t’er, c’er, h’er og s’er i vilkårlig rækkefølge i alle ord, og det føltes som om jeg skulle skære dem ned i min hånd, som Umbrige tvag Harry til.

Det var derfor jeg fik et job på en cafe, hvor jeg vaskede op og serverede drinks til voksne om natten. Pengene brugte jeg på, at betale en studerende fra universitetet for at lære mig tysk. Jeg læste Der Unendliche Geschichte og lærte Bastian Balthasar Bux og Den Barnlige Kejserinde at kende. Men mine halvfærdige fantasy romaner, der hobede sig op i worddokumenter, og altid blev udskudt til fordel for matematikafleveringer, blev aldrig lige så gode.

Politik og pressemeddelelser

Jeg gik ind i politik i 8. klasse, men i gymnasietiden tog det fart. SF Ungdom blev mit hjem, mine drømme og mine bedste venner. Min computers indhold af ufærdige fantasy romer, blev skiftet ud med pressemeddelelser, om unge der tager sagen i egen hånd og kæmper for en verden, hvor alle kan blive det, de ønsker. Debatindlæg, læserbreve og pressemeddelelser gav mig succesen ved at skrive tilbage. De blev udgivet. De kom i avisen. Ofte med masser af stavefejl.

Jeg læste Marx og Smith og troede, jeg skulle læse statskundskab på universitetet. Så kunne jeg bare læse, lave politiske analyser og ikke bekymre mig om at stave. Efter 7 måneder kastede jeg håndklædet i ringen. Det var ikke universitetets faglige niveau, der var problemet.

Det havde jeg det fint med, men kedede mig gudsjammerligt. Det var der, jeg satte mig ned og skrev en motiveret ansøgning til kommunikationsuddannelsen på Danmarks Medie og Journalisthøjskole. Det jeg er dårligst til i hele verden er at stave – men jeg elsker at skrive, så jeg tog chancen og satsede på at viljen og lysten var nok.

Den endelige eksamen

På kommunikationsuddannelsen har jeg haft det, som en fisk i vandet. Jeg har haft lyst til at stå op og gå i skole hver eneste dag. Uddannelsen har givet mig faglig viden, til at supplere min praktiske kommunikationserfaring fra mit politiske arbejde. Det var min drømmeuddannelse, som jeg ikke havde turde at drømme om.

På uddannelsen skal man i praktik – ud i det virkelige erhvervsliv og begå sig som kommunikatør på en arbejdsplads. Jeg fortalte ikke, at jeg er ordblind. Derfor havde jeg ingen undskyldning for at tage min egen computer og mine programmer med mig.

De skældte mig hæder og ære fra, for at sjuske med min stavning. Men de syntes jeg var dygtig, gav virksomheden nye ideer og havde en høj faglighed. Det faldt dem aldrig ind, at jeg er ordblind. Udtalelsen fra mit praktiksted er min endelige eksamen, for min ordblindhed. Den udtalelse beviser, at mit handicap ikke skal afgøre, hvad jeg kan gøre med mit liv.

Når jeg står med mit eksamensbevis i hånden, er det et resultat af hårdt arbejde –  alle arbejder hårdt for deres uddannelse. Men for mig, er det er også et resultat af menneskerne omkring mig, der tog de rigtige valg og troede på mig, selvom mine ord er anderledes og jeg læser forkert. Og ikke mindst et resultat af at jeg turde.

Skrevet af Gitte Velling, Kommunikationsstuderende, Danmarks Medie og Journalisthøjskole