Jeg kan ikke læse, stave og skrive…

Det har jeg sagt til mig selv i mange år, fordi jeg er ordblind. Og med 71 fejl i diktat i 9 klasse, så var det svært at ændre det.

Heldigvis er der sket meget. En dag så jeg ind i min skærm, og det arbejde jeg havde lagt i Etlivsomordblind.dk. Her fyldt med ord der var skrevet. Så holdt min overbevisning overhovedet om at skrive?

Det begyndte en rejse, og hvorfor ikke vælge det største bjerg foran én, at skrive og udgiv en bog.

Men hvordan ‘skriver’ man en bog? Et godt spørgsmål at stille sig først, især når antallet af skønlitterære bøger jeg har læst i mit liv, kun kan tælles med tvang. 

Mit billede af at skrive er en forfatter der med et smil på læben der bare skriver. Men min fortid, så bliver jeg aldrig det, så måtte finde min egen vej. 

Så jeg fandt min største stykke papir frem og en tusse. Men den i hånden tegnet jeg et stort omvendt V… og puf ´(Michael og) Bogstavbjerget´, var født.

Grundhistorie var simple, en ordblind dreng der skal bestige Bogstavbjerget. Hvor svært kan det være at skrive en historie! 

For så begynde jeg jo bare at skrive… desværre. For frygte, kan jeg skrive eller ej, kom frem igen og igen.

Så værktøjskassen måtte frem. Hvad har jeg gjort gennem livet, når bogstaverne blev for meget – skabt nogle succesoplevelser. Hvad “lettere” end at skrive overskrifter til rejse op af bogstavbjerget, og giv bogen en krop, arme og benene.

Nu var der noget på papiret, ikke meget, men en god ide at arbejde videre på. Men ikke nok til at min frygt forsvundet. Det er den nok stadigvæk ikke i dag, og aldrig vil. 

Krop, arme og benene var ikke nok til at gøre mig klar til skrive. Så jeg hoppede væk fra skrive tanken, og tænkte igen i billeder og scene. Det foregik mest med lukkede øjne og mange andre steder end foran computer.    

Nu var bogen fuldt af  ‘//Så skal han …’  så det var svært at trække pinen længere. Nu var tiden kommet til bogens liv, bogstaver, og jeg var klar… troet jeg.

Jeg skrev løs, og havde bestemt mig for at se bort for alle røde streger. Men der gik ikke længe før jeg stoppede op og læste teksten. 

Selv om jeg ikke har læst mange bøger, så kunne jeg godt se at det nok kun var mig der kom til at læse den, og måske min mor. Med de tanker, var det svært også at holde alle de røde streger væk, så hvorfor fortsætte… Det var jo beviset på jeg ikke kunne skrive

“Fandme nej, Ingen skal sige hvad jeg ikke kan… Det skal jeg nok selv bestemme… Jeg skal nok finde en vej”

Kunne der ikke var anden, tredje eller fjerde vej…

Jeg begyndte at lytte til hvad andre forfatter gjorde og kunne hurtig høre at der var en anden, tredje og ud i antal mennesker på jorden måde at gøre tingene på.

Så tankerne om at skrive og lave én perfekte sætning efter den anden kunne jeg ligge i gavne. I stedet begyndte jeg at tænke i mål, “bare få ordene ned på papiret” derefter kunne jeg begynde mit favorit ting (NOT), at gennemskrive og rettet mine stavefejl.

Det var det stejleste stykke af bjerget, der hvor sveden kommer til at løbe ned af panden på en. Heldigvis har jeg et lille værktøj i hånden til hjælp, nemlig computerens oplæsning af mine ord. For ligesom alle andre har jeg svært ved at se min egen fejl og mangler, selvom jeg ved der er mange af dem, taler af erfaring!  

Næste skridt var bare at, hver gang en afsnit var færdig -> markere teksten -> trykke på ‘play’. Derefter lød der en computerstemme, der ord for ord læste sætningen op. Hver gang jeg kunne hører en fejl eller noget der ikke lød godt, og det kan jeg ikke altid, så måtte jeg prøve at rette det.
Markere teksten igen, lytte igen, håber mit retning var bedre eller rigtig. Sådan kunne jeg blive ved og ved, og jeg kan fortælle at jeg har hørt nogle afsnit mange gange!

Et andet værktøj, som jeg dog ikke selv bruger, fordi det forstyrrer min skriveflow og fokuserer på den “perfekte” sætning fra start af, er ordforslag. Det hjælpe i skriveprocessen, når jeg ikke kan stave et ord. Den viser forslag ud fra bogstaverne, ligesom den måske også gør på din mobil. 

Som du kan se, er der en grund til jeg skriver børnebøger og hvorfor smilet kan være svært at finde frem. Det er meget ekstra arbejde, før jeg synes historie er gennemarbejdet nok, til at komme videre i processen. 

I dag ved jeg at min ordblindhed ikke skal stoppe mig, og slet ikke for at skriver historier. For ingen kan udgive en bog uden andres hjælp og jeg har mennesker, som kan lige præcis det jeg ikke er god til, at stave og læse, ikke mere eller mindre. 

Jesper Sehesteds bidrag til bogen “Skriv og Udgiv: Hvem Hvad Hvordan”